Kære læser,
Mit navn er Susanne og jeg er helt tosset med skønne ting. Det kribler ligefremt i mine fingre 🙂 Jeg har overnatningsstedet Rønhave, hvor jeg har taget imod gæster siden juni 2011 og som var start ideen da mine forældre, min mand og jeg gik i gang. I dag har jeg et skønt lille team i alle aIdrer, som både tager sig af Rønhave B&B, Olde A, Guesthouse Vibæk og Greenglamping. Min mand er også en del af stedet, men er mere på landbrugsdelen sammen med hans team og når vi har gang i lidt større projekter, – en lille familie virksomhed, hvor landbrugsdelen nu er på 14. generations hænder.
Mine kære gæster på Rønhave var ret glade, for at købe de små nipsting, som jeg havde stående på værelserne. Derfor besluttede jeg mig i 2013 for at starte en lille livsstilsbutik op i staldbygningen på den anden side af gårdspladsen. I 2015 fik jeg så lavet en lille webshop, fordi mine gæster gerne ville have mulighed for at købe online. I dag har vi håndplukket varer fra mere 50 brands rundt om i verden og derfor håber vi at du oplever en stor variation, så du har mulighed for at vælge det der passer til dig, eller dem du holder af.
Navnet Olde A kommer sig af, at min søn da han kom til verden i 2012, var så priviligeret at have hele 3 oldemødre alle med A´et til fælles. Hver af dem har inspireret på deres helt egen måde til hvordan Olde A er. Deres ærlighed, oprigtighed og mest af alt omhyggelighed, er 3 kerne ord, når vi håndplukker vores varer og indretter butikken med små skæve vinkler. Vi har gjort os umage og håber du går glad ud af døren, når du besøger vores lille universe.
Desværre har vi ikke de 3 seje kvinder i blandt os mere, men de nåede alle at opleve Olde A og vidste at den bærer deres navn med stolthed og kærlighed.
Olde A “livsstil med karakter”, en hyldest og tak til 3 seje kvinder.
De bedste hilsner
Susanne